Der bliver uden tvivl fuldt hus, når et af landets ældste og mest prisvindende rockbands – Sort Sol – gæster Thisted til foråret.

Der er kun 200 af 550 billetter tilbage til koncerten, der finder sted lørdag den 24. marts kl. 20.00 i på Thisted Musikteater. Så man skal være hurtig, hvis man skal sikre sig den perfekte julegave til et rock-elskende familiemedlem.

Sort Sol udgav i maj deres første nye album i 16 år, og høstede store roser hos de danske musikanmeldere.

Modtagelsen var svært positiv – og bl.a. gav Politiken 5 stjerner under overskriften: “Sort Sol hæver sig op i nattens himmelhvælvinger på nyt album”. Gaffas anmeldelse var ligeledes 5-stjernet og her skrev man om “et orkester, der genopstår som Fugl Fønix fra asken og genopfinder sig selv.”

Soundvenue topper dem begge og giver 6 stjerner til det de kalder et “mesterligt og monumentalt storværk”.

Albummet vil selvfølgelig sætte sit præg på koncerten, men der bliver sikkert også plads til Sort Sol-klassikere som ”Siggimund Blue”, ”Daughter of Sad” og ”Let Your Fingers Do the Walking”.

Billetterne sælges via Ticketmaster.dk og koster 325 kroner stykket. Det er Spillestedet Thy, der arrangerer koncerten.

Foto : Martin Bubandt